4 dages sejlads til Komodo


4 dage til søs fra Lombok til Labuan Bajo med en masse ø hop, heriblandt Komodo Island. Denne tur skulle havde været en af højdepunkterne på vores tur i Indonesien, og mødet med de kæmpe store Komodo varaner var helt bestemt også fascinerende! Desværre spillede alt andet på vores sejlads langtfra, så i stedet for at være en smuk og nydelsesfuld tur i smukke omgivelser, blev det til en tragikomisk tur. Vi har skrevet lidt fif nederst på siden til, hvordan I har en bedre chance for at undgå samme oplevelse som os 😉

Vores tur

Vi startede med den sædvanlige pickup på vores hotel kl. 7.30 og begav os mod havnen på Lombok. Vi var blevet lovet afgang fra den havn der lå tættest på Gili, så vi havde regnet med en tidlig start på vandet. I stedet for denne tidlige afgang, bød vores start desværre på en længere pickup tur efterfulgt af en lang tur tværs over Lombok. Det blev derfor eftermiddag, før vi endelig havde den rigtige havn i sigte. Her lå flere store flotte sejlbåde klar til afgang til Labuan Bajo. Fulde af forventninger steg vi ud af bussen, men forventningens glæde blev desværre kort, for til vores store overraskelse blev vi henvist til en lille gammel nedslidt båd. Og herfra gik det sørgeligt men sandt, faktisk kun ned ad bakke. Om bord blev vi mødt af en guide, som hverken gav hånd, eller bød os velkommen ombord. Han præsenterede end ikke sig selv, så vi døbte ham Aladin da ligheden var slående 😉

Næste ubehagelige oplevelse kom, da de startede motoren på båden. Larmen var altoverdøvende og det samme var lugten af osen derfra. Båden var desværre også væsentligt langsommere end de store flotte både, så dem kiggede vi misundeligt efter, da de så småt forsvandt ud i horisonten. Men afsted gik det da, og nu var vi trods alt på vej..

Vores første stop på turen, skulle være solnedgangen fra bjerget på en lille ø. Desværre for os var båden så langsom, at vi ikke nåede frem i tide til solnedgangen, vi fik end ikke lov til at komme ind på øen, men sejlede i stedet stille og roligt videre. Dagen bød dog på et enkelt lyspunkt, hvilket var de heldigvis virkelig søde medpassagerer. Vi var i alt klemt 20 mennesker ind på den lille båd, men vi kunne heldigvis endnu alle grine over, at vi måtte skiftes til at sidde foran i solen og længst væk fra larmen 🙂

Intakte smil, og et lille glimt af  skibets redningsjolle (Komodo tur)

Efter en hård nat, hvor motoren var i gang konstant nåede vi endelig næste stop kl. 6.30, og for første gang fik vi endelig lidt ørenlyd. Vi var derfor en glad flok, der hoppede i vandet og svømmede i land. Dem der ikke var klar på svømmeturen, kunne få et lift ind, med jollen på billedet ovenover. Blot til sammenligning, så havde de store både en lille båd med motor, hvor vores var en træbåd, der var så utæt, at der skulle skovles vand ud, samtidig med der blev roet.. Alt på båden var simpelthen, rent ud sagt, noget gammelt lort.

Vores sovekabine (Kommodo tur)

Da vi kom ombord igen, blev vi endnu en gang hurtigt nedslåede. Det viste sig nemlig, at vi endnu en gang ikke ville nå flere stop, men i stedet kunne se frem til en hel dag og endnu værre en hel nat igen, med en larmende motor. Puha.. Det skulle vise sig, at det skulle blive formiddag før vi igen fik ro, og dette var desværre ikke en gang fordi vi havde nået destination, men fordi motoren simpelthen stod af!! Så nok fik vi ro, men vi var fanget på åben hav, og var allerede langt bagefter tidsplanen. Men bådens motor stod ikke til at redde, hvilket standen taget i betragtning, ærlig talt ikke kom som nogen stor overraskelse 😉 Så vi måtte vente det meste af dagen på at blive hentet af en båd, der kunne fragte os i land.

Her vinkes farvel til vores båd (Komodo tur)

Tre ud af fire dage var næsten brugt, men heldigvis blev vores båds død starten på en langt bedre tur. Og inden dagen var slut, havde vi nået to af turens hovedattraktioner, nemlig Manta Point og Pink Beach. Manta Point er et stort område på havet, hvor chancen for at se de enorme mantarays er stor. Vi havde heldigvis heldet med os, og der dukkede hele to mantarays op under vores snorkling tur 🙂

Turen gik herefter til Pink Beach, der har fået sit navn efter strandens lyserøde sand. De billeder vi havde set fra øen inden, må dog have hilst på photo shop 😉 Sandet var ihvertfald ikke i nærheden af den lyserøde farve, som der ellers reklameres med. Men når det så er sagt, så er der rent faktisk røde sandkorn i sandet, så navnet er da ikke taget helt ud af det blå. Derudover så byder området på gode snorkling muligheder i det krystalklare vand.

Pink Beach (komodo tur)

Vi kunne ikke sove på den nye båd, så vi blev sejlet i land på Kommodo Island, hvor vi fik lov at sove i en lille landsby. Der kom helt sikkert sjældent besøg udefra, så særligt børnene synes det var lidt af et tilløbsstykke. Og da alle drengene tilmed gad at spille fodbold, så var lykken gjort hos børnene, og os andre 🙂 Aftenen skulle ligeledes byde på lidt af et festmåltid, da de tre kyllinger der var slæbt med hele vejen fra Lombok, nu skulle spises. Først måtte vi dog overvære halalslagtningen af de stakkels kyllinger, der havde tilbragt deres sidste dage klemt ned, i en lille stofpose.
Bedre stod det heldigvis til for øens mange geder, da de blot gik frit rundt. Lidt værre var det for os andre, da alt øens sand, mest af alt henledte tankerne på, at du gik rundt i en kæmpe stor kattebakke. Vi har dog efterhånden vendet os til lidt af hvert, men vi begyndte da at se ualmindeligt meget frem til at få et rigtig bad 😉

Få af øens mange geder, her på på kombineret strand, skraldeområde og fodboldbane (Komodo tur)

Da det blev morgen, blev vi hentet af samme båd, der dagen forinden havde sat os af på øen. Og nu var det endelig blevet tid til hele turens højdepunkt, nemlig de store komodo varanerne. Varanerne lever kun frit på øerne Komodo og Rinca, og varanerne er nok det tætteste man kommer på en nulevende dinosaurus. Komodo varanerne kan blive helt op til 3 meter lange og mønstre en kampvægt på hele 80 kg. Det var derfor med hjertet i halsen, at vi havde vores første møde med de hidsige bæster.

Kasper får lige et alvorsblik (Komodo tur)

 

Tips og tricks
Vores bedste tip er at du skal undgå turen. Tag i stedet direkte til Labuan Bajo, og brug dette som base til at opleve Pink beach, Kommodo Island, Rinca, Manta point mv.
Hvis ikke du er skræmt væk af vores beskrivelse, og fortsat har et ønske om rejse fra Lombok til Labuan Bajo på den lange sejlads, så er det bedste tip at bestille din tur i rigtig god tid. Jo før jo bedre. De bedste både bliver fyldt op først, og mange har bestilt deres tur allerede måneder i forvejen. Og er du heldig at komme på et af de store sejlskibe, så venter der dig helt sikkert en helt anden oplevelse, end vores 🙂

Komodo tur   komodo tur   komodo tur

Skriv et svar