Fra ide til virkelighed

 

At træffe en beslutning
Vores første store ferie sammen, var vores sommerferie i 2017. Turen gik til Island, hvor vi kørte rundt i en kæmpe firehjulstrækker med “hus på ryggen”.
Denne ferie var rig på frihed, overvældende natur og unikke oplevelser! Og denne tur fik for alvor sat skub til vores fælles rejselyst. Så efter vores hjemkomst, fik vi hurtigt kigget hinanden i øjnene, og truffet en beslutning om, at vi skulle have mange flere oplevelser sammen!
Og herfra gik det stærkt! For efter vi først havde tænkt tanken, at det rent faktisk var en mulighed at sætte vores hverdagsliv med fuldtidsjob på stand by, til fordel for god tid, oplevelser og nærvær. Ja så var der ingen vej tilbage..

Lyst, ja tak! Men det koster jo..
Hvordan pokker får I råd? Ja det spørgsmål ville vi jo nok sidde med, hvis vi var læsere. Og til det er der et meget simpelt og lidt kedeligt svar på, nemlig at vi har sparet op.
Så ingen hokus pokus. Men tilgengæld to fuldtidsjob og en prioritering af, hvordan vi bruger vores penge.
Vi rejser ud med et ønske om, at vores penge skal holde så længe som muligt. Derfor har vi minimeret vores faste udgifter i Danmark og har derfor blandt andet ikke en husleje at betale, imens vi er væk.
Vi tager ligeledes vores bevidste økonomiske prioritering med ud i verden, og sparer der hvor vi kan. Blandt andet ved at bo på hostels frem for hoteller, og ved at sammensætte og booke vores ture selv. Men meget mere herom senere 🙂

Om at forberede sig som nybegynder
Vi tror på learning by doing, og er indstillet på at det kan være dyrt at lære. Så vi glæder os ualmindeligt meget til vores udvikling fra nye til erfarne backpackere. Og ikke mindst til at dele ud af vores viden ift. “dos and don`ts”.
Men det vi allerede har gjort er, at trække på alle de erfaringer vi har kunne komme i nærheden af. Vi har derfor deltaget i flere rejseforedrag, læst i rejsebøger og ikke mindst i de allerede eksisterende rejse blogs.

Af allerede eksisterende blogs anbefaler vi særligt:

www.backpackerne.dk

www.aworldofbackpacking.dk

Skriv et svar