Nha Trang

Nha Trang 

Vi ankommer tidlig morgen til Nha Trang, efter en lang nat i bus. Vi bliver sat af midt i et fiskemarked, som de tidlige morgentimer til trods, allerede er i fuld gang. De lokale som har gjort os selskab i bussen er hurtigt forduftet, og tilbage står vi sammen med vores nye sydafrikanske ven. Om vi skal gå til højre eller venstre afgøres af en anden god ven, nemlig app’en “Hostel World”.

I denne omgang bliver det i retningen ud af byen, og efter en lille halvtimes tid på gåben ankommer vi til vores Hostel, et rigtig hyggeligt sted, omgivet af en grøn oase. Desværre kan vi ikke få lov at tjekke ind før om eftermiddagen, så søvnen har endnu lange udsigter. Tilgengæld vil de servere morgenmad og ikke mindst tiltrængt kaffe. Til dette måltid, får vi serveret vores første fuldblods vietnamesiske kaffe, og vi lyver ikke hvis vi siger at den var lige så tyk og sort som tjære. Og samtidig lige så sød, som den var stærk. En meget mærkelig blanding, der heldigvis senere hen, er vokset mere på os, end lige denne morgen 😉

Vores egentlige formål med opholdet i Nha Trang er, at vi vil have et dykkercertifikat, og hvilket andet sted at gøre det, end i en af Vietnams mest populære badebyer? Så efter morgenmaden går turen indad mod byen igen, hvor vi får fundet vores på forhånd udvalgte PADI certificerede dykkerklub.

Vi kan allerede få lov at starte den efterfølgende dag, og efter tre intensive dage, har vi hvert vores bevis.

Kasper og Liam med certifikat til 18 m, og Lena til 12 m.

Turen videre

Efter Nha Trang tog vi turen videre til Hoi An, og endnu en gang med natbus. Klog af skade, fik vi dog pointeret at vi IKKE ville have de bagerste sæder  🙂 Vi blev endnu en gang hentet på vores hostel, og det skulle vise sig, at vi var heldige at være blandt de første der blev hentet. For inden opsamlingsrunden var overstået, og turen gik mod natbussen, var vi oppe på: 2 danskere, 2 vietnamesere, 3 amerikanere, 1 kinesere, 2 russere og 4 tyskere. Foruden alt vores bagage og samt flere kasser med vand til turen. Fik vi sagt, at bussen var til 7 personer? Chaufførens respons var et træk på skulderen, et smil på læben og ordene ” Big bus is very expensive” 😉

Oplevelser i Nha Trang

Hvis ikke du rejser på et (stramt) budget, så er der i Nha Trang masser af oplevelser og attraktioner. For vores vedkommende, gik det meste af vores tid med, at tage vores dykkercertifikat. Derudover blev det også til afslapning på stranden og et besøg til Ba ho vandfaldet.

Dykning og snorkling 

Da Nha Trang ligger ud til kysten, er der rig mulighed for alverdens vandaktivitet. Der findes således at hav af firmaer der tilbyder både dykker- og snorkling ture. Da vi ønskede at få et certifikat, lagde vi vægt på at stedet skulle være PADI-certificeret, og vores valg blev derfor Rainbow Divers. Vi havde i alt fire dyk, og det ene sted var særdeles populært, og vi stødte derfor på en del af de andre firmaer dette sted.  Til sammenligning kunne vi konstatere, at de andre både var stuvende fyldte, hvilket bestemt ikke var tilfældet for os. Vi har dog ikke sammenlignet priser, så det er ikke utænkeligt at vores har været dyrere end gennemsnittet. Ikke desto mindre får Rainbow Divers vores varmeste anbefaling.

Ba ho vandfaldet

Ba ho vandfaldet ligger 25 km uden for byen, så vi tænkte at denne distance ville være fin til at få vores jomfrutur ud i den vietnamesiske trafik på scooter. Det valg fortrød vi bestemt ikke! For da vi først var ude af byen, var trafikken langt fra slem og friheden ved selv at kunne bestemme ruten og hvornår der skulle gøres holdt, var virkelig dejligt.

Selve vandfaldet består at tre etaper, hvor der hvert sted er mulighed for at hoppe i vandet og blive afkølet. Vandfaldet er bestemt et besøg værd.

Pris: 50.000 Dong pr. pers.

 

 

 

Strandbarometer 

 

Nha Trang er først og fremmest velbesøgt på grund sin fine sandstrand. På en skala fra 1-5, vil vi dog også give den 3, så den ligger i den gode ende. Det der trækker op er vandets dejlige temperatur, det fine sand og udsigten. Det der dog trækker ned er, at vandet relativt hurtigt bliver dybt og der er en del strøm. Stranden er rigtig lang, men desværre ikke så bred, hvilket ligeledes trækker ned.

Skriv et svar